Hvem er vi
Hvem er vi ?
Mariehønen er en kommunal aldersintegreret daginstitution med 61 børn i alderen 3 til 10 år.
Institutionen er delt op i en børnehaveafdeling og en skoleafdeling, med fælles køkken og værksted. Børnehaveafdelingen er delt op Alfe-, trolde- og Dragegruppen.
Vores åbningstider er:
mandag til torsdag 6.30-16.45
fredag 6.30-15.45
Der er lukket to uger i sommerferien i uge 29 + 30, samt mellem jul og nytår, incl. den 24. december og den 31. december. Vi holder ligeledes lukket fredag efter Kr. Himmelfartsdag. Der tilbydes nødpasning i Vasegården i sommerferien.
VÆRDIGRUNDLAG:
* at børnene i en tryg og glad atmosfære gennem leg og aktiviteter bliver kritiske, selvstændige og selvhjulpne, samt får styrket deres selvværd og selvtillid.
* at børnene får mulighed for at udvikle sig socialt og individuelt.
* at ansvaret for børnene er forældrenes, men gennem et godt samarbejde med personalet hvor deres faglige kompetencer udnyttes, når vi længst.
Fælles børne og ungesyn:
Gennem projektet "Fælles børne og ungesyn" som er et af Ringkøbing-Skjerns kommunes pædagogiske grundlag vil vi være med til at sikre den røde tråd gennem barnets opvækst.
Fælles børne og unge syn baserer sit pædagogiske arbejde på overbevisningen om:
* at hvert barn har krav på respekt og at blive set
* at børn har lyst til og behov for at udforske verden og tage den i besiddelse
* at børn er født med mangesidig intelligens, som udvikles gennem brug
* at det pædagoiske arbejde skal sikre alle børnene en alsidig udvikling
* at det pædagogiske arbejde skal tage udgangspunkt i børnenes stærke sider
* at børns selvværd udvikles gennem succesoplevelser i hverdagen
* at børn skal have hjælp til at indgå i sociale fællesskaber
* at børn skal have hjælp til at knytte kontakter og drage omsorg for andre.
Vi arbejder med "min bog" som pædagogisk dokumentation, og for at sikre den røde tråd i barnets liv.
FASTLAGTE AKTIVITETER:
MADDAGE: Vi har maddage engang imellem. Forskellige børnegrupper skiftes til at lave mad til de andre. Hvornår vi holder maddage vil fremgå på tavlen i gangen. Denne dag skal børnene ikke medbringe madpakke.
GYMNASTIK/CYKELDAG: I sommerperioden har vi cykeldag en gang om ugen. Dvs. at børnene må medbringe køretøjer hjemmefra, som vi så kører på i skolegården. Fra efterårsferien erstatter vi cykeldagene med en tur i gymnastiksalen.
PÆDAGOGISK BLOK: Vores pædagogiske blok ligger mellem kl. 9.30 og 11.30. I dette tidsrum kan der ikke hentes eller bringes. Vi deler ofte børnene op i grupper. Det kan være efter udviklingstrin, dreng - pige, venskaber, interesser eller hvad der måtte være aktuelt.
FORÆLDREKAFFE: Vi afholder forældrekaffe en gang i måneden, hvor der er mulighed for at hygge sig, tale med personalet og de andre forældre.
BEDSTEFORÆLDREDAG: Hvert år onsdag før kristihimmelfartsdag inviterer vi alle bedsteforældre i børnehave. Denne dag hygger vi os med kaffe, kage og saftevand, og nyder samværet på tværs af generationerne.
SOMMERFEST: Mariehønen laver hvert år, i maj, en stor sommerfest, hvor alle børn og voksne samles om et fælles tema. Vi spiser også sammen i det store telt.
SUND KOST:
I Mariehønen sørger vi for en del af kosten i løbet af dagen. Indtil klokken otte kan de børn der møder ind, spise morgenmad. Vi sørger for at morgenmaden opfylder kravene om et sundt morgenmåltid.
Vi laver også eftermiddagsmad til børnene. Der bliver hver dag bagt brød, og dertil serverer vi årstidens frugt og grønt. Der kan også engang imellem være en kage på menuen.
Børnene skal selv medbringe madpakker til frokost, og vi opfordrer forældrene til at lære deres barn gode spisevaner, ved at lade dem få en god og fornuftig madpakke med.
Der serveres mælk til frokost, og ellers er der adgang til vand resten af dagen. I forbindelse med fødselsdage og andre hyggelige arrangementer, får børnene saftevand.
FORÆLDRESAMARBEJDE:
Vi ønsker at have en god og åben forældrekontakt, hvor der er gensidig respekt, lydhørhed og forståelse for hinandens ønsker, behov og muligheder.
Alle børn i Mariehønen har en kontaktpædagog som er den der primært følger barnet. Kontaktpædagogen afholder forældresamtalerne, som tilbydes efter ca. tre måneder, og i forbindelse med skolestart.
INFORMATION:
Der vil løbende blive sendt nyhedsbreve med børnene hjem eller det kan blive sendt elektronisk. Indholdet vil være nyt om stort og småt i Mariehønen, samt meddelelser osv. Ofte vil der være noget med fra bestyrelsen.
Gennem daglig orientering, mundtligt eller ved opslag på tavlerne samt gennem aktivitetskalenderen på hjemmesiden, kan forældrene holde sig ájour med hvad der sker i Mariehønen.